De fleste kender situationen – man er studerende, det er midt på måneden, og størstedelen af ens rådighedsbudget er allerede brugt. Hvad gør man så? Man skal jo stadig have mad at spise, selvom man er kommet til at bruge lidt for meget i starten af måneden. Heldigvis er der flere tiltag, du kan gøre dig, for at få råd til mad resten af måneden uden at skulle gå ned på mængden eller kvaliteten.
Gå efter frokostrabatter
Selvom der ikke står det største beløb på ens konto, er det stadig nogle gange ekstremt fristende at gå ud og spise noget mad i stedet for at blive derhjemme. Men at gå ud og spise kan hurtigt blive en dyr oplevelse. Det gode ved at være studerende er, at man til tider har et ret fleksibelt skema, som gør, at man også har fri i løbet af dagen. Dette fleksible skema kan man nemt udnytte ved at gå ud og spise i løbet af dagen i stedet for de dyre middage om aftenen.
Fordelen her er nemlig, at man kan udnytte frokosttilbud på diverse caféer og restauranter – hvis du lige bruger noget tid på at undersøge alternativerne, er der flere valgmuligheder, end du tror. Hvorfor betale dobbelt så meget, når du lige så godt kan nyde maden om dagen til et langt lavere beløb?
Du kan nemt få et overblik over byens madsteder i Århus ved at finde byguiden på Studenterguiden.dk. Sådan en byguide for København kan også let findes, så lige meget hvor i landet, du befinder dig, kan du få en idé om, hvor du skal spise for at spare nogle penge.
Hold øje med de gode tilbud
Det kan godt lyde som et kedeligt råd, du ofte har hørt før, men der er noget om det. Vi får alle kastet en masse reklamer ind af brevsprækken, så hvorfor ikke udnytte det til noget positivt?
Du har helt sikkert nogle dagligvarer, du næsten altid køber ind. Det kan være varer som mælk og pålæg, men det kan også være toiletpapir og Ajax, der er godt at have stående til, når behovet skulle opstå, og du løber tør.
Tilbudsaviser behøver ikke kun bruges til varer, som du har brug for lige nu og her. Det kan også være kød eller rengøringsartikler, som enten kan komme i fryseren eller stå på lager, indtil du har brug for det.
Har du allerede afmeldt tilbudsaviserne, kan de også findes online. Og selvom det kan være, at det betyder, du skal stoppe forbi to-tre forskellige supermarkeder, kan der være mange penge at hente i længden.
Lav en madplan for ugen
Bare fordi man som studerende ikke har et lækkert designerkøkken og verdens største rådighedsbeløb til at købe alverdens godter ind for, når der skal laves mad, betyder det på ingen måde, at du behøver gå ned i kvaliteten, når det kommer til at spare penge på madlavning.
Hvis du laver en madplan, kan det sagtens lade sig gøre alligevel. Du oplever sikkert ofte at stå nede i supermarkedet og tilfældigt kaste en masse madvarer ned i kurven, fordi du ikke helt præcist ved, hvad du skal lave – og når du så kommer hjem, har du købt halvt ind til tre forskellige retter. Det er ærgerligt i forhold til al den mad, du ender med at smide ud men også de unødvendige penge, du bruger.
Det kan derfor være en stor fordel at sætte sig ned en gang om ugen og lave en madplan. Selvfølgelig kan der opstå ændringer, men det er altid godt at have et udgangspunkt – så kan du også hurtigt få et overblik over, om du kan bruge nogle af resterne fra den ene ret til den anden ret – og samtidigt købe det meste ind på en gang, så du undgår spontane køb.
Store portioner til fryseren er vejen frem
Når du laver mad, er det også virkelig en god idé at købe ind til store portioner. Det tager ikke særlig meget længere tid at lave, når du alligevel er i gang med at kokkerere. Samtidigt er det en nem måde at spare penge på diverse junkfood, da du i stedet hurtigt kan tø noget mad op, når du skulle blive sulten.
Der er altså mange penge at spare som studerende, hvis du selv er klar på at gøre en mindre indsat. Tager man bare nogle af tiltagene til sig, vil det helt sikkert kunne mærkes på budgettet.